Havfde Kirlighed lnkelagt
Den utnmmede Mackt?
Han glemmer det han legger ddt
Ingen Minder stiiger fra Graven brat
Ingen Anger gliider giennem Silens Nat
Med Ydmyghedens Taarer smigrede hun
Dend Guddom som hun hadede medens hun frycktede
Hendes Vsen, lig et Lam
Gijk ham ey forbi
For hun hafde rrt ved ham
fved sin Magi
Uagtet disse Sile tvende
Een hafvde at ende
Nye Smerte klinger frem aff gammel Klage
Tragoedie aff uaffbrudne dage
Ukuelig, dend Trst
Hinsidigt, det Begir
Nu drev han yr & gal
I sorthirtet Kval
Vintrens kulde
Snart tilfulde
- oc hans Lngsel
Mod een Vinternat
Ulven vandrer eene