Vandring i taagen
Livløse heder
Iskold tomhed
Kalder på mig
Højt kalder stemmen
Ingen hører
Byder mig at vandre
Bort i længslen
Fortabt og forbandet
Går jeg mod afgrunden
Gennem regn og sne
Hvisker vinden, jeg må dø
Skovens træer
Lukker sine arme
Omfavner mig
Lader mig forsvinde
Forbandet være de fodspor
Mine fødder sætter
Forbandet være de ord
Mine læber forkyndte
Nu må det evige mørke opsluge mig
Og ingen skal huske at mit hjerte slog!