Knogler af mugne lig
En dunst af død i skovens grene
Døde kroppe ni
Ind i den mørke vejs bane
Greb fat i genfærd hånd
Gjorde liv ubehag
Den urgamle ånd
Som brat måtte døden smage
Jeres død var min ære, ærke fjende min hævn i følte
Jeres mugne knogler jeg nu bærer ind i aske regn i kølte
På jeres rådne kranier spytter jeg mit had
Ni pæle i jeres hjerneskaller sad
Aldrig mere vil jeres æt ramme mine øjne
Nu knuses jeres knogler
En æt som ej bestod
Kun en torn i jorden i forlod
Aldrig mere vil jeres æt ramme mine øjne
Knogler af mugne lig
En dunst af død i skovens grene
Døde kroppe ni
Ind i den mørke vejs bane
Tog min blodige kniv
Borede ud jeres øjne
Satte ni pæle i jeres hjerne skaller
For aldrig mere vil jeres æt ramme mine øjne