Et forlorent Stille hviler over disse Lænder
hvor noget forbistret venter i Mulmet hen;
Agtende jeg færder med Værge i Hænder,
skiønt, ved et blot Von om at undgaa dem
Taagen rundt min Lagnad saa svinner;
favnet i Trolddoms infame Intermesso
Forenet i Vondske - alt mig i Hu rinner
Dimensioner hinsides vaares egen Realia
Op af Bisterlitiernets Bund
stiger nu tusindvis af Utøi;
se, Nivlheim-Portens Sund!
De vise har mig saa fortalt;
Naar Malices Yngler danser,
sort de haver Lagnaden malt
Min Kløgt forringes; i Oversanselighed svøbt
Fortumlet af Bævens Fabler saa lammende
Larmen af klaskende Fødder og Klør i Muld;
O, Spektakel, ophør! Rædsel saa lammende
Bisterliskovens Creaturer mig antræffer
og Grene forræderske mig bemægtiger,
Mine Øine! De bedrager mig! Skiær de ud!
Jeg saaledes min sidste Akt nu betræffer
Flygtende, med et vaagt Haab - faafængt
Jagtet ned fra alle Kanter - indestængt
I Bisterlihøens Juv min Historie endes:
"O, Smukke Død! Eders befriende Favn
Besørg nu min Familia, mit Altets Savn!
Vaag - thi jeg bodet med mit Corpus -
over de, der venter Hiemme til Huus
Lav mig se min Hustru og mit Nor
Lav hende høre mig i Vindens Sus
Lov mig at bringe mine sidste Ord
til de, der venter Hiemme til Huus"